Anders Richter er en vaskeægte bilentusiast. Til daglig er Anders Content Producer ved Formula Automobile, hvor han laver videoer af nogle af de fedeste biler, du kan forestille dig. Richters journalistiske baggrund og en længere karriere hos Bil Magasinet har gjort Anders til et omvandrende billeksikon. Den viden kommer til gavn i podcasten "Bilklubben", hvor han er skaberen af den næsten allerede legendarisk svære bilquiz. Du kan også følge med i Anders´ oplevelser med biler og hans egne biler på hans Instagram konto Richters Garage.
Vi har spurgt ind til Anders Richters oplevelser med biler, og hvorfor han elsker dem så meget. Få også Anders´ bedste bilråd med.
1. Hvad var din første bil?
Min første bil var en Volvo Amazon 121 fra 1970 i californiahvid med rødt indtræk. Den blev aldrig tunet, men den fik en anden undervogn på og nogle "brede" 5,5 tommer fælge og to gule Marchal-tågelygter, så den så faktisk ret hård ud. Den kunne dog godt have klaret mere end de 90 hk, B20'eren under hjelmen kunne præstere.
2. Hvad elsker du mest ved at køre bil?
De lange stræk på Autobahn i høj fart er uden tvivl noget af det, jeg elsker allermest. Der er ikke noget bedre end en tidlig morgen eller sommeraften på et 3-sporet stykke Autobahn med fri fart, og så gerne bag rattet af en sportsvogn af en eller anden art. Det er livet, hvis man elsker biler.
3. Hvad er dit bedste bilminde?
Da min far tog mig med til Sand Jensen i Silkeborg, da jeg var lille, hvor de netop havde fået en Volvo 850 T-5R ind i udstillingen. Den var ikke T-gul men i stedet flaskegrøn, og jeg har lige siden været forgabt i den model, men har endnu ikke haft held til at finde et godt eksemplar til en fornuftig pris.
4. Hvad er det sidste, du har købt til din bil?
Har lige fået totalrenoveret en Porsche 944 Turbo, og listen over reservedele, der skulle bruges til projektet, er for lang til at skrive her. Men den allersidste detalje var fire nye navkapsler til den, som er seneste indkøb, og de er netop blevet monteret.
5. Hvad er dit bedste bilråd?
Når du har fundet den bilmodel, du gerne vil have, så køb det bedste eksemplar, du har råd til. Det kommer til at spare dig for mange penge i det lange løb.
Om "I førersædet"
I førersædet er en interview-serie, hvor vi spørger ind til de medvirkendes forhold til biler. Vi ønsker at dele de sjove historier og spændende oplevelser, de har haft med deres biler gennem livet. Konceptet er simpelt: Fem faste spørgsmål og en række knivskarpe svar. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få I førersædet direkte i din indbakke.
700.000 danske bilister har en trafikalarm monteret i deres bil og af god grund. Vi hjælper med at højne sikkerheden for dig, der har en Saphe trafikalarm, og sparer dig for fartbøder, fordi vi har Danmarks bedste trafikfællesskab.
Læs alle I førersædet interviews lige her.