
I september sender vi en kærlig tanke til dig, som bruger flere timer af din fritid i din bil hver dag for at komme til og fra dit arbejde. Du skal vide, at vi forstår dig!
Vi forstår, når du mister tålmodigheden, fordi en medbilist ikke vil holde til højre på motorvejen. Vi føler med dig, når dagligdagens tankemylder bliver udskiftet af klam koldsved, fordi foden på speederen har været for tung, og du blev fanget af den røde blitz. For at hjælpe dig har vi derfor samlet 5 gode råd til, hvordan du kommer sikkert igennem trafikken.
#1 Kør intelligent
Historisk set har livet på ”landevejen” i september altid været ekstra udfordrende, her peaker trængslen på de danske veje nemlig med 70% over gennemsnittet1. Dette er et udtryk for, at hverdagen er startet igen efter sommerferien og alle har travlt med at nå frem i tide til dagens gøremål. Derfor er vores første gode råd - kør intelligent.
Kom op i fart ved tilkørsler, lær at sammenflette, hold til højre, undgå hårde opbremsninger, kør på det rette tidspunkt, hold rigtigt i køen, advar dine medbilister og husk den gode stemning. Vi har samlet 9 gode råd til, hvordan du kører mest intelligent i trafikken her
#2 Kør sammen
I Danmark er bilen populær, når vi skal fragtes fra A til B. 70% af transporten foregår i bil (eller andre motoriserede køretøjer), 19% tager cyklen, 7% benytter den kollektive trafik og 4% er på gåben. I gennemsnit er der kun 1,08 person i hver bil. Derfor kunne samkørsel være en god ide, hvis du vil gøre noget godt for miljøet, spare penge eller blot ønsker selskab på din tur. Til at arrangere denne samkørsel kan du eventuelt bruge tjenester som GoMore eller appen Ta’Med.
#3 Kør med kærlighed
Tryghed i trafikken er noget, vi alle godt kan lide. Heldigvis kan vi øge trygheden for os selv og andre ved at gøre nogle få ting. Vi har samlet tre inspirerende handlinger, der kan hjælpe dig til at skabe god bilkarma.
#4 Kør slet ikke – arbejd hjemmefra
”Nå ja – sikke et dumt tip”, tænker du måske. Har du endnu ikke undersøgt muligheden hos din arbejdsgiver, kunne dette være en god ide. Efter Corona er hjemmearbejdet blevet mere almindeligt. Faktisk er den samlede trafik faldet med 9% alene af denne grund.
Til perspektivering har Vejdirektoratet i en analyse fra 2018 undersøgt tiden, der tabes i bilkøer. Tidstabet opgøres til 360.000 timer dagligt eller 83 mio. timer om året for hele Danmark. Anvendes der en fiktiv timeløn på 315 kr. betyder det, at den tid, vi taber i trafikken på at sidde i kø, giver et samfundsmæssigt tab på 26 milliarder kroner2. Tænk hvilken økonomisk og miljørigtig gevinst, der ville være, hvis du helt undlod at pendle 1-2 dage.
#5 Kør mindfuldt
Pendler du meget, kan det føles som en stressfaktor og en tidsrøver, der begrænser din tid sammen med familien og fritidsaktiviteter. Vi anbefaler, at du i stedet forsøger at skifte fokus og nyder nuet. Udnyt tiden som et frirum for dig selv uden forventninger og forpligtelser fra omverden. Brug tiden til at tage dybe vejrtrækninger og sænke pulsen. Gør noget for dig selv. Lyt til en god lydbog / podcast, ring til en gammel ven eller noget helt andet.