Benedicte Engel er stifteren og kvinden bag Kvindernes Bilmagasin. ”Jeg elsker biler” skriver Benedicte, som kommer fra en familie, der har været i bilbranchen i fire generationer. Engel, der har en fortid som bilsælger hos Mercedes-Benz, bruger nu sin tid på at bygge bro mellem kvinder og bilbranchen. Talerøret er Kvindernes Bilmagasin, der ønsker at synliggøre kvinders interesse for biler overfor bilbranchen og hjælpe bilbranchen med at gøre sig lækker og imødekommende overfor kvinderne.
Vi har spurgt ind til Benedicte Engels oplevelser med biler, og hvorfor hun elsker dem så meget. Få også Benedictes bedste bilråd med.
1. Hvad var din første bil?
Min far var brugtvognsforhandler og havde krejlet sig til en billig lille bil. Min første bil var derfor en rød Nissan Micra med ternet 90er indtræk. Bilen skulle synes, da jeg fik den. Så jeg fik besked på at køre den til synshallen med en nedringet bluse på. Den gik fint igennem syn. I rigtig brugtvognsstil blev den lille Micra solgt til over det dobbelte af, hvad vi gav for den.
2. Hvad elsker du mest ved at køre bil?
Det jeg elsker mest ved at køre bil er følelsen af frihed og det enerum der opstår, når jeg kører bil. Derfor har jeg sjældent radioen tændt. Det er rart at få et afbræk fra hverdagen, hvor tiden flyver afsted.
3. Hvad er dit bedste bilminde?
Et af mine bedste bilminder er fra en tur til Sverige. BMW havde inviteret mig op til en frossen sø, hvor Rolls Royces første SUV, Rolls Royce Cullinan, skulle testes på isen. Det var ret fedt at lave donuts i en så stor og luksuriøs familiebil.
4. Hvad er det sidste, du har købt til din bil?
Jeg har lige købt mig et par lækre kørehandsker fra Rhanders handsker.
5. Hvad er dit bedste bilråd?
En bil er en forlængelse af din personlighed og fortæller meget om, hvilken type du er. Derfor er mit bedste bilråd at vælge en bil, du kan identificere dig med.
Om "I førersædet"
I førersædet er en interview-serie, hvor vi spørger ind til de medvirkendes forhold til biler. Vi ønsker at dele de sjove historier og spændende oplevelser, de har haft med deres biler gennem livet. Konceptet er simpelt: Fem faste spørgsmål og en række knivskarpe svar. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få I førersædet direkte i din indbakke.
700.000 danske bilister har en trafikalarm monteret i deres bil og af god grund. Vi hjælper med at højne sikkerheden for dig, der har en Saphe trafikalarm, og sparer dig for fartbøder, fordi vi har Danmarks bedste trafikfællesskab.
Læs alle I førersædet interviews lige her.