I førersædet med Niels Becker

I førersædet med Niels Becker

I førersædet med Niels Becker

I førersædet med Niels Becker

Niels Becker er en kæmpe bilnørd og bruger alt sin tid på biler - og har ejet lidt flere biler end den gennemsnitlige dansker. Niels er en del af Youtube-succesen High On Cars og måske den person i Danmark, der ved mest om Audi RS6ere. Niels er opfinder og direktør i virksomheden OBD-SAFE, der laver plomberede klistermærker til OBD-stik. Niels Becker har også konkurreret i drifting i en årrække. Det at spole dæk har Niels dog ikke lagt helt fra sig. High on Cars-drengene er nemlig ikke blege for at lægge lidt lakrids i asfalten, når de filmer afsnit til deres Youtube-kanal.

Vi har spurgt ind til Niels' oplevelser med biler, og hvorfor han elsker dem så meget. Få også Niels' bedste bilråd med.

1. Hvad var din første bil?

"Min bilkarriere startede, da jeg var 12 år gammel. Her fik jeg en Citroen Visa 11 RE, som jeg gik og renoverede på sammen med min far. Da jeg blev 18 år, købte jeg mig en Citroen XM 2.1 turbo diesel D12. Det var mine første biler ud af de over 130 biler, jeg nu har ejet."

2. Hvad elsker du mest ved at køre bil?

"Jeg elsker den selvbestemmelse man har, når man kører bil. Det er en følelse af kontrol. Jeg elsker specielt at køre i en bil og ikke blot et transportmiddel. Der er en kæmpe forskel der for mig."

3. Hvad er dit bedste bilminde?

"Mit bedste bilminde er fra 2012. Vi var fire makkere afsted til Warszawa i Polen for at kæle lidt for min V10 RS6er. På vejen hjem ville to 911ere lege lidt på motorvejen. Vi ender med at skole de to 911ere fuldstændig. Det var vanvittigt fedt at give dem røv med fire makkere i RS6eren."

4. Hvad er det sidste, du har købt til din bil?

"Jeg har faktisk købt RS6 V10eren fra Polenturen tilbage igen efter nogle år med de nyere modeller. Den bil er bare noget specielt. Til den har jeg lige købt en herrefed frontsplitter i carbon."

5. Hvad er dit bedste bilråd?

"Mit bedste bilråd er at købe med hjertet. Det bliver dødkedeligt ellers. Er du på jagt efter en ny bil, så kig efter sjove alternativer i forhold til dit budget. Husk, at vi skal have det sjovt, når vi kører bil og en sjov bil skaber bare gode minder!"

Om "I førersædet"

I førersædet er en interview-serie, hvor vi spørger ind til de medvirkendes forhold til deres biler. Vi ønsker at dele de sjove historier og spændende oplevelser, de har haft med deres biler gennem livet. Konceptet er simpelt: Fem faste spørgsmål og en række knivskarpe svar. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få I førersædet direkte i din indbakke.

Læs alle I førersædet interviews lige her.

Weiterlesen

Guide til kør-selv-skiferie i Norge og Sverige
Disse forseelser giver klip i kørekortet