Den store guide til børn og babyer i bilen

Den store guide til børn og babyer i bilen

Den store guide til børn og babyer i bilen

Den store guide til børn og babyer i bilen

Hvad er reglerne for børn i bilen?

Som fører af bilen har du ansvaret for, at børn under 15 år er forsvarligt spændt fast i bilen.

Er børn i bilen under 15 år ikke spændt fast med sikkerhedssele, koster det et klip i kørekortet og en bøde på 2.000 kr.

Børn under 135 cm skal være spændt fast i bilen med godkendt sikkerhedsudstyr i henhold til barnets vægt og højde. Ellers koster det også et klip i kørekortet og en bøde på 2.000 kr.

Hvordan finder jeg en autostol, der passer til mit barn?

Selvom der er mange standarder og godkendelser inden for autostole, går tre ting igen.

Du skal kende dit barns højde og vægt som det primære. Kender du disse to tal, kan du finde en autostol, der passer dit barn.

Dertil kender du selvfølgelig alderen på dit barn. Nogle autostole inddeles nemlig efter alder. Alder er dog ikke den bedste måleenhed til at finde en autostol, der passer dit barn.

Brug derfor dit barns højde og vægt som måleenheder til at vælge en autostol, der er sikker og som passer dit barn.

Baby i bilen

Baby i bilen (0-13 kg.)

Det anbefales, at barnet placeres i en bagudvendt autostol. En liggende autostol kan også gå an, ifølge Rådet for Sikker Trafik.

Der findes overordnet to fastspændingsløsninger til sikker kørsel med en baby i bilen.

Først og fremmest findes der en autostol, som spændes fast med sele. Med den type stol er det særdeles vigtigt at være sikker på, at bilens sikkerhedssele spænder autostolen korrekt.

Vær derfor opmærksom på, at selen ikke er snoet, men er fastgjort sikkert på bestemte punkter på autostolen.

Den anden populære løsning til baby i bilen er at bruge en autostol med iso-fix beslag. Det er den nemmeste og hurtigste løsning at bruge.

Har din bil iso-fix beslag anbefales det derfor at bruge en iso-fix autostol.

Autostolen med iso-fix består af to dele – en base som hægtes på beslag, som findes mellem sæderne. Autostolen klikkes i beslaget, og du kan køre sikkert med i baby i bilen.

Et tip til fastspænding af dit barn i en autostol

Et tip til at spænde dit barn fast i autostolen er at gøre det uden for bilen. Der er nemlig mere plads til at kontrollere, om du har spændt selerne ordentligt, inden du spænder eller klikker autostolen fast i din bil.

Hvor stram skal selen i autostolen være?

Selen i autostolen, der spænder dit barn fast, skal være strammet så meget som muligt, mens du stadig kan få en flad hånd mellem selen og dit barn.

Selen må ikke være snoet eller for løs, da dit barn derved ikke er spændt forsvarligt fast.

Alene med baby i bilen

Er du alene med din baby i bilen, kan du placere autostolen på forsædet. Du skal dog være opmærksom på én ting.

Du skal kunne, og skal, deaktivere airbag på passagersædet, hvis du har din baby på det forreste passagersæde.

Har du ikke deaktiveret airbag med din baby i passagersædet, kan airbaggen forværre en ulykke.

To voksne i bilen med baby

Når I er to i bilen, kan det være fordelagtigt at placere barnet på bagsædet med en voksen.

Så kan føreren af bilen nemlig fokusere på at køre bil.

Det er den sikreste og sjoveste løsning for alle.

Hvordan skal nyfødte sidde i autostolen?

En nyfødt baby skal bruge en babystol. Det kan både være en bagudvendt eller en liggende model.

En bagudvendt babystol er det sikreste valg.

Er barnet født for tidligt kan et liftnet, boxette eller en særlig babytransportlift bruges.

Hvordan får man baby med hjem fra hospitalet?

Brug en babystol eller autostol til babyer, når dit barn skal med hjem fra hospitalet.

Den bagudvendte babystol er igen det sikreste valg.

Kører du alene med barnet, kan det være en fordel at have barnet på passagersædet foran. Du skal dog huske at deaktivere airbaggen.

Er I to voksne i bilen anbefales det at placere dit barn på bagsædet med en voksen. Så kan føreren holde fokus på at køre bil.

Hvad skal baby og børn have på i bilen?

Som udgangspunkt skal børn have det samme tøj på, som de har på, når de er indendørs, hvis I skal køre en længere tur. Er det en kortere tur, er sagen dog en anden.

Overtøj kan nemlig være farligt.

Flyverdragter, dunjakker og andet stort overtøj kan være farligt for barnet at have på i en autostol.

Det er simpelthen svært at få spændt selerne forsvarligt til, hvis barnet har for meget eller varmt overtøj på.

I værste tilfælde kan barnet ryge ud af autostolen ved et uheld.

Derfor anbefales det, at dit barn har en let jakke på, hvis barnet skal have overtøj på.

Du kan også spænde barnet fast i autostolen og putte en varm jakke omvendt på barnet udover selerne. Så har barnet det både varmt og er sikker.

Hvornår skal man skifte autostol?

En autostol til babyer er for lille, hvis en af to - eller begge ting - er gældende.

Det er, hvis dit barns hoved stikker op over kanten på stolen, eller hvis vægtgrænsen på stolen er overskredet.

Er en eller begge ting gældende, er det tid til at købe en ny og større autostol.

Mindre børn i bilen

Autostol til børn (9-18 kg.)

Der findes et hav af autostole til børn, både forud- og bagudvendte og med eller uden iso-fix.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler bagudvendt autostol, hvor barnet sidder med ryggen mod kørselsretningen. Det gør de, fordi der er mindre risiko for at skade på nakke og hals ved uheld.

Det er derved svært at være uenig i, hvad der er sikrest for ens barn.

Hvor skal autostolen så placeres? De fleste nye biler har iso-fix beslag i bagsæderne. Derfor giver det mest mening at placere autostolen omme på bagsædet.

Barnet og autostolen kan dog både være placeret foran og bagved. Placeringen i forhold til sikkerhed er tvetydigt.

I Sverige har de f.eks. i mange år placeret børn på passagersædet.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler dog at placere børn på bagsædet. Det er blandt andet fordi nogle biler, ikke er godkendt til at have autostole på forsædet, eller airbaggen ikke kan deaktiveres.

Topforankring eller ”top tether” kan være en god idé at undersøge, hvis du gerne vil give dit barn ekstra sikkerhed i bilen.

Ideen bag en topforankring er at sørge for, at autostolen ikke roterer i tilfælde af kollision. Top tether findes ofte på autostole til barn i alderen 1 til 4 år eller vægtklassen 9-18 kg.

Husk også legetøj til de små – så kan du holde fokus på trafikken.

Saphe skaber tryghed på skolevejene. Læs hvorfor her.

Større børn i bilen

Hvornår skal børn ikke sidde i autostol?

Når børn vejer over 15 kg. eller er omkring 4 år.

Ved den vægt eller alder kan børn ofte komme ud af autostolen og begynde at sidde i en selepude med ryglæn.

Autostol 4-10 år (15-36 kg.)

De fleste børn vokser ud af autostolen, når de er omkring 4-årsalderen. Det betyder, at autostolen skal skiftes ud med en selepude med ryglæn.

Ideen med denne type stol er at hæve barnet, så bilens sele holder dit barn godt omkring hofte og skuldre.

Når børn når alderen 4 år eller vejer over 15 kg. er iso-fix og selemontering lige sikkert.

Fordelen ved at vælge en iso-fix autostol er at stolen sidder fast i bilen, også selvom der ikke sidder et barn i den.

Brug selen rigtigt

Det er vigtigt og faktisk også et lovkrav, at selen sidder omkring hoften og hen over skulderen.

Det betyder, at det er ulovligt at have selen uden armen eller bag ryggen. Det kan forårsage alvorlige skader ved uheld.

Gnaver selen ved halsen, kan du montere et stykke stof på selen. Det afhjælper genen, og er fuldt ud lovligt.

Hvor længe skal børn sidde i autostol?

Børn skal sidde i autostol, indtil de er omkring 4 år eller vejer over 15 kg.

Når børn vejer over 15 kg. eller er over 4 år, kan de ofte sidde på en selepude med ryglæn.

Hvornår må barn sidde på selepude i bilen?

Et barn kan lovligt sidde på en pude eller en selepude, når barnet er omkring 4 år eller vejer over 15 kg.

Højden på dit barn spiller også ind på, hvornår et barn må sidde på en pude.

Store børn i bilen

Hvor høj skal børn være for at sidde uden selepude?

Børn skal være over 135 cm høje for at køre i bil uden selepude. Børn er typisk den højde omkring 10-årsalderen.

Selepude og dermed sikkerhedsudstyr er ikke et lovkrav til børn i bilen, når de er over 135 cm.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler dog, at børn sidder på en selepude, så længe barnet sidder bedre på puden end uden.

Weiterlesen

Alt om elbil: Hvad, hvorfor og hvordan
I førersædet med Kim Middelhede